Begrænsende overbevisninger
Hvad er det og på hvilken måde kan begrænsende overbevisninger påvirke vores liv?
Begrænsende overbevisninger handler om, at vi begrænser os selv i de ting, vi overbeviser os om, eller sagt på en anden måde de ting, vi bilder os ind og til sidst tror på og i værste fald lever efter.
Hvis du har mange begrænsende overbevisninger, kan det hæmme dig i at nå dine mål, sluge din energi eller trække dit selvværd godt og grundigt ned.
De begrænsende overbevisninger følger os og kan næsten blive en regel, som vi lever efter.
Begrænsende overbevisninger stammer ofte fra vores opvækst, fra tilfælde hvor vi har sammenlignet os med andre, forældre, søskende eller andre. Måske har vi mange gange fået at vide ”du er ikke god nok” eller ”du fortjener ikke bedre” ”du kan ingenting”.
Begrænsende overbevisninger kan afholde os fra at føle os glade og godt tilpas og kan afholde os fra gøre de ting, vi ønsker at gøre, eller blot det at kunne udfolde os.
Der er hele tiden en følelse, som holder os tilbage fra at komme ud ad den vej, vi egentlig gerne vil – og det skyldes ofte de begrænsende overbevisninger.
De mest almindelige begrænsende overbevisninger omhandler temaer som håbløshed, hjælpeløshed samt værdiløshed.
Slip af med de begrænsende overbevisninger
For at slippe af med en begrænsende overbevisning er det første skridt, at have fokus på den og efterfølgende se kritisk på den.
Hvor kommer den fra – handler den om nogle tanker og opfattelser fra din opvækst, eller handler den om, at andre gentagne gange har sagt mindre positive ting om dig – og har du stadig brug for den begrænsende overbevisning?
Er den begrænsende overbevisning stadig sand, eller kunne det tænkes, at du er bedre tjent med en ny positiv overbevisning, som kan støtte dig i højere grad til at nå dine mål, eller hjælpe dig derhen i dit liv, som du ønsker.
Tænker du, at den stadig er sand – hvordan kan du vide, at den er sand? Hvad er det, der gør, at du tænker, at den stadig er sand?
Hvis du f.eks. tænker, at ”Det er svært at ændre mine overbevisninger”, kunne du overveje at ændre denne begrænsende overbevisning til en positiv overbevisning, ved at tænke ”Det er nemt at ændre mine overbevisninger”.
Så ….
Lyt til dig selv og stop op ved den begrænsende overbevisning
- Fokuser på den begrænsende overbevisning.
- Hvor kommer denne begrænsende overbevisning fra?
- Er den virkelig 100% sand?
- Hvad skal der til, for at den bliver mindre sand?
- Hvilken ny positiv overbevisning kunne du erstatte den begrænsende overbevisning med?
- Den nye overbevisning skal du gentage for dig selv mange gange dagligt, så mange gange at den bliver sandhed for dig, og når det sker, vil den gamle begrænsende overbevisning slippe.
Jeg har lavet en lydfil, som kan hjælpe og støtte dig til at få fokus på dine begrænsende overbevisninger, vurdere dem og dermed slippe dem og i stedet installere nye positive overbevisninger.
Har du lyst, kan du tilmelde dig nyhedsbrevet nederst i højre hjørne og få adgang til den gratis lydfil.
Du får yderligere adgang til 9 gratis lydfiler, der kan hjælpe og støtte dig, til at forbedre din mentale sundhed og dermed din livskvalitet.
Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet nederst på siden, i højre hjørne.